Mor. Jeg skal dø!

Mor, jeg skal dø!

Scenen forestiller et filmhold på arbejde. Minimumsbemanding er en instruktør og tre skuespillere:

En mor, en dreng og en læge. Første optagelse spilles meget neutralt.

Instruktør: Klar til scene 27. Optagelse 1.
Drengen: (kommer ind af døren) Mor, jeg skal dø!

Moren: Hvad siger du? Hvad er det for noget vrøvl?

Drengen: Jo, mor. Jeg skal dø!

Moren: Hvad mener du? Det kan da ikke passe.

Drengen: Mor, Mor. Nu dør jeg! (han synker sammen)

Moren: Du godeste. Jeg må ringe til lægen. (Hun griber telefonen og drejer et nummer) Hallo. Er det lægen? De må komme hurtigt. Min dreng er død.

Lægen: Så, så, frue. Tag det nu roligt. Han er nok bare besvimet.

Moren: Nej, han ligger lige her Død. Midt på gulvet.

Lægen: Nå, ja. Men så må jeg nok hellere komme med det samme.

Instruktør: Nej, nej, nej, Det dur slet ikke. Denne scene er for lidt dramatisk. Det skal være mere tragisk. Vi prøver igen.

Scene 27. Optagelse 2.

Nu spilles det samme igen. Denne gang optræder skuespillerne overdrevet tragisk – alt foregår i hulkende krampegråd. Det dur selvfølgelig heller ikke. Instruktøren forsøger nu at rette på skuespillerne ved at tilføje humør og senere ligegyldighed.

Resultatet er hver gang, at skuespillerne kraftigt overdriver instruktørens anbefalinger. Til sidst prøver han med opera- og fremmedsprogsversioner. Men det dur naturligvis heller ikke, hvorefter han endeligt vælger at opgive.

Mor, jeg skal dø!

Deltagerne spiller en scene fra et stykke igen og igen i forskellige genre for at gører instruktøren tilfreds.

Deltagerantal:

Minimum 4 personer.

Matrialer:

rekvisitter, som er relevante for sketchen!

Sted:

Inde og ude.