Løb med poster

Temaløb - Pølseløb

Pølseløbet er et klassisk spejderløb. Deltagerne deles ind i hold. Hvert hold får udleveret en rød pølse. Holdene skal nu følge pølsens liv fra vugge til grav. Løbet består af en række poster og på hver post udspiller der sig et lille scenarie/minde fra pølsens liv som deltagerne selvfølgelig skal involveres i.

Løbet lever højt på at, de postansvarlige lever sig ind i posterne de facilitere og levendegøre det persongalleri holdene møder på posterne.

Lidt praktik: Holdene får udleveret en pølse som skal døbes og det er denne pølses liv deltagerne skal følge. Men der udleveres pølser til alle deltagerne på holdene (pølsekloner af originalen), så alle deltagerne kan lege med, sy og helbrede deres pølse rundt på posterne. Der døbes og begraves således kun en pølse pr. hold. Men alle deltagerne har deres egen pølse rundt på posterne.

Der udleveres en pølse til alle deltagere for at holde alle deltagerne aktiveret under løbet.

Tidsramme:

Hver post bør tage ca. 10 til 12 minutter.

Pølsedåben, pølsebegravelsen og gravøllet er fællesposter, hvor alle holdene besøger posten samtidig.

Post 4 og 5 kan slås sammen.

Post 6 og 7 kan slås sammen.

Deltagerantal:

højst 5 hold af 4 - 7 deltagere.

Poster: 14

Udvælg de poster i finder interessante!

Materialer:

Se posterne! og bilag.

Sted:

Ude. Gerne med god afstand mellem posterne, så det enkelte hold ikke bliver forstyrret af andre hold ved deres poster.

Post 1 Dåben

Denne post kan være en fælles post, Hvis der ikke er for mange hold, hvor holdene starter samlet. Deltagerne skal i ”kirke”, hvor holdenes lille pølseskind skal døbes.

Hvert hold får udleveret en pølse.

Præsten byder velkommen til holdene og holdene får tid at udfylde pølsernes dåbsattest.

Præsten afvikler en dåbsceremoni for hver af holdene og deres pølser.

Efter dåben får resten af holddeltagerne udleveret deres pølser.

Opgave: Udfyld dåbsattesten og deltag i dåben af pølserne.

Gode virkemidler: Præsten er selvfølgelig klædt ud som præst! Gør noget ud af dåbsceremonien. Det skal selvfølgeligt være lidt sært. I holder trods alt dåbsceremoni for røde pølser. Brug maksimalt 10 minutter på dåben.

Materialer: Udklædning til præsten. Dåbsattester. Vandfad. Vand. Løg (for smagens skyld). Blyanter. Pølser. Pølsetang.

 

Dåbsattest

Post 2 - Ungdomssløvsind

Den unge pølse keder sig. Som gode pølseforældre skal holdet selvfølgelig underholde deres lille pølsenor.

Opgave: Leg en leg med pølsen. Find evt. selv på en ny leg.

Inspiration til lege:

-Pølsebowling!

-[Buggi woggie] –”så tager vi pølsen frem, så tager vi pølsen tilbage ”

-Kram en pølse! (ligesom kram et træ, bare med pølse)

-Balancer pølsen liggende på næsen!

-Pølsegemmeleg

- Pølsehulahop. Skær en løgring af et stort løg, så pølsen fpr sin egen "hulahopring".Hvem er bedst til at "pølsehulahoppe"?

Alternativ: Pølsen skal spille dukketeater. Pølsen bindes i en snor som Pinocchio og er hovedperson i et kort skuespil som holdet selv digter. 

Materialer: Ingeting. knive og løg, eller malet papkasse som kulisse til dukketeateret og snor. Eventuelt ekstra dukker/pølser.

Gode virkemidler: Inddrag pølserne så meget som muligt i legene.

Post 3 - Pølsen Fryser

Det lille pølseskind fryser.

Opgave: Varm pølsen over sagte ild i en snor. Lav et lille bål og varm pølsen.

Materialer: Et lille bål. snor. pinde. Brænde der er forberedt til optænding.

Post 4 - Elastikspring

Den unge pølse vil ud at opleve verden. ”Teenpølsen” vil derfor ud at prøve elastikspring.

Opgave: Bind en elastik om pølsen og lade den hoppe elastikspring.

(pølsen bør revne i springet)

Pølsen kommer således til skade og fragtes til det nærmeste hospital.

Ekstra: Deltagerne kan snitte en hjelm ud af en kartoffel, som monteres på pølsens hoved inden springet.

Gode virkemidler: Instruer pølsen i sikkerheden før springet. Fortæl pølsen at den skal have styr på pølseenderne og have sine pølsefingre tæt ind til kroppen under springet.

Materialer: Bukseelastik. Evt. Materialer til at fremstille en båre til pølsen. Evt. kartofler og skrælleknive/knive.

Post 5 - Hospital

Pølsen revnede ved springet og skal på hospitalet for at blive syet.

Opgave: Sy den uheldige pølse sammen.

Gode virkemidler: Udklædning til sygeplejersken på posten. Husk at sterilisere nålen og pølsen før operationen.

Tip: tråd nålene på forhånd. Især hvis der er yngre børn på løbet.

Materialer: Udklædning til sygeplejersken. Nål. tråd. Saks. Antiseptiske vådservietter. plaster.

Post 6 - Trafikuheld

De sure løg

Den lille pølse kommer en dag ud for et færdselsuheld. Pølsen ser sig ikke for i trafikken og bliver derfor kørt over af en motorbølle. 

Opgave: Læg pølsen på vejen og lad en motorbølle køre den over. Lav en bårer og fragt pølsen til hospitalet. Motorbøllen bør være klædt ud. Med cykelhjelm og en flaske alkohol og være på en ”Motor”cykel. Holdet skal derefter skynde sig på hospitalet med den stakkels pølse. Lav evt. en båre til formålet.

Materialer: Udklædning til motorbøllen. Cykel. Cykelhjelm. En flaske.

Rygmærke - De sure løg

Post 7 Hospital

Den stakkels pølse brækkede benet ved den forfærdelige ulykke.

Opgave: Pølsen har fået benbrud og skal ligges i gips.

Materialer: Gipsgase, skål med vand og saks. Evt. tusher.

Der kan bruges gaffatape istedet for gips. Venner og bekendte skriver selvfølgelig nogle søde god-bedring-hilsner på pølsens gips. 

Post 8 – Pølsfirmation

Pølsen er på vej til at træde ind i de voksnes rækker. Der skal holdes pølsfirmation. Til festen skal der købes nyt tøj og briller så pølsen bliver rigtig smart og trendy.

Opgave: Lav briller til pølsen ud af ståltråd og bukser af pakketape.

Brillerne laves af tynd ståltråd. Brillerne monteres på pølsen. Bukserne laves med pakketape, der vikles omkring pølsens ene halvdel. Derefter tegnes der bukser på tapen.

Materialer: Ståltråd. Pakketape. Tuscher. Evt. spidstænger.

Post 9 Helsedag i pølseland

Nogle gange så må man bare forkæle sig selv. Det er ikke anderledes bare fordi man er en pølse. Derfor kar pølse arrangerer en spa-dag til sig selv.

Opgave: Forkæl pølsen med Wellness.

-Prøv at se, hvor meget overskudsfarve i kan vaske ud af jeres røde pølse. Brug varmt mand og groft salt.

-Mal øjne, næse og mund på jeres nyvaskede pølse! 

Materialer: Groft salt. Baljer med vand, gerne en til hver deltager, så de kan sammenligne deres pølsevand. Tusher der kan tegne på pølse! 

Post 10 Vilde Feriedage

Pølsen tager på oplevelsesferie til Sønderjylland, hvor den skal besøge sin berømte pølse-onkel. Pølse-onkel var i sin ungdom en lokalberømt ringridderpølse og han har lovet at vise det unge pølseskind, hvordan man bliver en rigtig ringridderpølse   

Opgave: Pølse-ringridning.

- Lav en udgave af ringridning, hvor pølsen er lanse! Brug evt. en trillebør eller en romersk stridsvogn lavet af rafter som hest. Lad deltagerne konkurrere mod hinanden.- Materialer: Hest! - et eller andet køretøj. Gardinring eller lignende. Div. materialer, så ringen kan hænges op!

Post 11 PølseJuleaften

Pølsejuleaften den helligste tid på året. Det var den dag pølsemanden i det høje fandt ud af at, lægge en rød pølse i et brød. Før det var pølseverdenen grå og kedelig og det eneste der var, var kradsere uden løg (hotdog uden pølse) og cacaomælk uden cacao.

Pølsen er inviteret til en traditionel juleaften i gode pølsers lag. Hvor der danses om pølsetræet og åbnes gaver.

Til denne pølsejul ønsker pølsen sig nye rosiner til sine pølseender.

Opgave: Pølserne skal synge julen ind med rigtige pølsejulesalmer.

Derefter skal der pakkes gaver op(rosiner). Derefter skal pølsen prøve sine gaver på.

Rosinerne monteres i pølseenderne. Lav hul i pølseenderne og stop rosiner i hullerne!

Gode virkemidler: Nissehuer. Sangark med pølsejulesange til alle deltagerne på holdet.

Materialer: Pølsejulesalmer. Rosiner. Grillspyd til at lave huller med. Nissehuer.

Forslag til pølsejulesange :

Forslag til pølsejulesange

Post 12 Pølsealderdom

Pølsen er blevet gammel og ekstra krum. Pølsen er ikke så rød som den var engang. Benene er også begyndt at blive svage.

Opgave: Lav en pølserollator eller en pølserullestol til gammelpølsen.

Materialer: Ståltråd. Grillspyd af træ. Låg fra dåser til hjul. Div. Værktøjer.

Post 12a Cypølse eller Pølsborg

Pølsborg

Pølserne har forlænget kampen mod alderdommen. Pølserne har i fremtiden udviklet deres pølselegemer og forbedret deres kroppes fysiske og mentale formåen med maskiner og teknologi. De er blevet Pølsborgs! 

En cyborg (cybernetic organism, 'kybernetisk organisme') er en blanding af et menneske og en maskine.                                                                                                         En cypølse eller pølsborg (cybernetic organism, 'kybernetisk organisme') er en blanding af en Pølse og en maskine.

Opgave: Modificer jeres pølse! Hvordan ser jeres Pølsborg ud?

Materialer: Ståltråd. Grillspyd af træ. sølvpapir. tynde møtrikker med  bolte, skruer. Div. Værktøjer.......

Post 13 Pølsen er Død!!!

Holdene samles til pølsens sidste rejse. Pølsens begravelse. Pølsens sidste rejse til den evige grill i himlen. Pølsen skal møde den salige pølsemand, pølsernes hellige fader.

Posten kan afvikles samlet for alle holdene. (Kun en pølse pr. hold begraves)

Opgave: Klargør pølsens sidste rejse til pølsevognen i det høje. Hvor pølsevandet altid har den rigtige temperatur og en pølse aldrig vil blive klemt lidt for hårdt af pølsetangen. Hvor cocio’erne er smukke og lugten af løg aldrig bliver for overvældende.

Forslag til opgaver:

-Lav pølsens gravsten.

-Lav pølsens kiste.

-Dekorer pølsens gravsted med div. ting, blomster eller en krans osv.

-Begrav pølsen

-hold en mindetale for det lille pølseskind.

Præsten afvikler en smuk begravelse for pølserne.

Gode virkemidler: Præsten er selvfølgelig klædt ud som præst! Gør noget ud af begravelsesceremonien. Det skal selvfølgeligt være lidt sært. I holder trods alt begravelse for røde pølser. Brug maksimalt 10 minutter på begravelsen.

Materialer: Udklædning til præsten. Pap til gravsten. Tuscher. Papir og blyanter til talerne. En kasse eller fransk hotdogbrød som kister. Find selv blomster i naturen til gravstedet. En spade til hvert hold til graven eller et bål hvis pølsen skal kremeres.

Post 14 Gravøl på cafe fodkoldt

Løbet kan afsluttes med gravøl. Her  er det selvfølgeligt nærliggende at servere Cocio og kradsere. Til dem der ikke ved hvad er, så er det en hotdog uden pølse - vi er jo ikke kannibaler.

Opgave: Deltagerne laver sig en kradser og skyller den ned med en Cocio.

Materialer: Påskebrød, ketchup, sennep, rå løg, Ristet løg. remoulade, syltede agurker. Pølsevogns service (firkantede paptallerkner). kakaomælk.